Af Said Bak
I Allāhs Navn,den Nådigste, den Barmhjertigste
Profeten Muḥammad ﷺ sagde:
“Pagten mellem os og dem er bønnen, så den, der forlader den, har udført en kufr-handling (faqad kafara)!« [al-Tirmidhī]
Og han ﷺ sagde:
»Mellem en mand og shirk og kufr står (det at han) forlader bøn (tark al-ṣalāt).« [Muslim]
I ḥanafī, mālikī og shāfi’ī retsskolerne tolkes denne “takfīr”[1] af den, der forlader bønnen (tārik al-ṣalāh), ikke som noget, der får personen ud af islam. Profetens ﷺ ord vedr. kufr (vantro) i ovennævnte beretninger, tolkes af disse retsskoler ikke bogstavligt, men som en kæmpe advarsel om denne synds alvorlighed.
I ḥanbalī lovskolen er et af standpunkterne, at der er tale om faktisk kufr, så den der vedblivende forlader bønnen, ikke længere er at regne som muslim!
Flertallet af de fire sunnī madhāhib (retsskoler) erklærer altså ikke den, der forlader bønnen (tārik al-salāt), som murtadd (frafalden), men Profetens ﷺ alvorlige ord i de citerede beretninger, bør mane til eftertanke.
Så udsagn som:
»Man kan godt være religiøs uden at udføre de obligatoriske bønner!«
eller
»Man skal bare have islam i hjertet – det er fint nok!«
er fuldstændigt forkerte. En muslim, der ikke beder, kan ikke betegnes som religiøs, men derimod som en fāsiq (en person, som åbenlyst synder).
Islams målestok, for “hvad der er religiøst”, er ikke de fleste danskeres praksis, eftersom en præst i dagens Danmark stolt kan erklære fra prædikestolen, at han “ikke tror på en Skabergud”, og stadig få opbakning fra sin menighed!
Vores elskede Mester og Profet Muḥammad ﷺ har sagt:
»Den første ting man bliver stillet til regnskab for på Dommedagen er salāt (bøn).« [Abū Dāwūd, al-Nasāī]
Fodnote:
[1] Takfīr er at dømme en person som værende “kāfir” (vantro) og dermed ikke længere muslim.
[© Malikiyya.dk / Said Bak 2010]