[NB: Kommentarer indledt med s: er oversætterens.]
Af A.R. Squires
1. Hvad er islam?
Ordet “islām” er et arabisk ord som betyder “underkastelse og overgivelse af ens vilje til den Almægtige Gud[1]”. Ordet kommer fra den samme rod som det arabiske ord “salām”, som betyder fred. Til forskel fra de navne som bruges for andre religioner, såsom buddhismen, hinduismen og kristendommen, så blev navnet for religionen islam åbenbaret af Gud og bærer en dyb åndelig betydning – kun ved at underkaste sin vilje til den Almægtige Gud kan man opnå ægte fred, både i dette liv og i efterlivet. Islam lærer os at alle sande religioner oprindeligt havde det samme essentielle budskab – som var at underkaste sig helhjertet til Allāhs vilje og at tilbede Ham og kun Ham.
Af denne årsag er islam ikke nogen ny religion, men den samme guddommeligt åbenbarede Endelige Sandhed, som Allāh åbenbarede til alle profeterne, heriblandt Noah, Abraham, Moses og Jesus[2], fred være med dem.
2. Hvem er muslimerne?
Det arabiske ord “muslim” betyder ordret “én som underkaster sig til Allāhs Vilje”. Islams budskab er beregnet for hele verden, og en hver, som accepterer dette budskab, bliver en muslim. Nogle mennesker tror fejlagtigt, at islam kun er en religion for arabere, men intet kunne være fjernere fra sandheden, eftersom at realiteten er at over 80% af verdens muslimer er ikke-arabere. Selvom de fleste arabere er muslimer, så findes der arabere, som er kristne, jøder og ateister.
Hvis vi kaster et blik på over de forskellige folkeslag, som findes i den muslimske verden – fra Nigeria til Bosnien og fra Marokko til Indonesien – så er det let nok at se, at muslimerne kommer fra forskellige racer, etniske grupper og nationaliteter.
Helt fra starten havde islam et universelt budskab til alle mennesker. Dette kan ses i det faktum at nogle af Profeten Muḥammads ﷺ ledsagere ikke kun var arabere, men også persere, afrikanere og byzantinske romere. At være muslim nødvendiggør fuldkommen accept og aktiv adlydelse til den Almægtige Guds åbenbarede vilje. En muslim er en person, som af fri vilje accepterer at basere sin overbevisning, værdier og tro på den Almægtige Guds vilje.
I fortiden blev ordet “muhammedanere”, om end det sjældent bruges i dag, brugt som betegnelse for muslimer. Denne betegnelse er misvisende og enten et resultat af overlagt fordrejelse eller ren uvidenhed. En af grundene til misforståelsen er, at europæerne i århundreder blev lært at muslimerne tilbad Profeten Muḥammad, på samme måde som de kristne tilbeder Jesus. Dette er aldeles ikke sandt, eftersom det ikke er tilladt en muslim at tilbede nogen eller noget foruden den Almægtige Gud.
3. Hvem er Allāh?
Meget tit vil man høre det arabiske ord “Allāh” blive brugt i forbindelse med islam. Ordet “Allāh” er simpelthen det arabiske ord for den Almægtige Gud, og er det samme ord, som arabisktalende kristne og jøder bruger. Hvis man tog en arabisk oversættelse af Bibelen ville man se ordet “Allāh” blive brugt, hvor ordet God bruges i den engelske (s: og Gud i den danske). Faktisk er det arabiske ord for den Almægtige Gud, “Allāh”, meget lig ordet for Gud i andre semitiske sprog – for eksempel er et af de hebraiske ord for Gud “Elah”. Af forskellige årsager, tror nogle ikke-muslimer fejlagtigt, at muslimerne tilbeder en anden Gud end Abrahams Moses’ og Jesus’ Gud. Det er ganske sikkert ikke tilfældet, siden islams rene monoteisme kalder alle mennesker til at tilbede den Gud som Noah, Abraham, Moses og Jesus og alle de andre sande profeter tilbad (fred være med dem alle).
4. Hvem er Muḥammad?
Den sidste og endelige profet, som Allāh sendte til menneskeheden var Profeten Muḥammad ﷺ. Muḥammad ﷺ forklarede, fortolkede og levede islams lære. Profeten Muḥammad ﷺ er den betydeligste af profeterne af mange årsager, men først og fremmest fordi resultaterne af hans mission har bragt flere mennesker til den rene tro på Én Gud, end nogen anden profet.
Selv om andre religiøse samfund påstod at tro på Én Gud, så forvanskede de med tiden deres tro, ved at tage deres profeter og helgener som afguder. Nogle religioner tror at deres profeter er manifestationer af Gud, “den legemliggjorte Gud” eller “Guds søn”. Alle disse falske ideer fører til at skabningen tilbedes i stedet for Skaberen, hvilket bidragede til afgudsdyrkende praksis.
For at beskytte mod disse falskheder, lagde Profeten Muḥammad ﷺ altid vægt på at han kun var et menneske, hvis opgave det var, at prædike Allāhs budskab. Han lærte muslimerne at henvise til ham som “Allāhs (Guds) slave og sendebud”. For muslimer er Muḥammad ﷺ det ypperste eksempel for alle mennesker – han var den eksemplariske profet, statsmand, militærleder, hersker, lærer, nabo, ægtemand, far og ven.
I modsætning til de andre profeter og sendebude, så levede Profeten Muḥammad ﷺ i en tid, som i dag fuldt kan belyses af historien. Muslimer behøver ikke blot at “tro” på at han eksisterede og at hans lære er bevaret – de ved det er et faktum. Selv da hans ledsagere kun var nogle få dusin i antal, så blev Muhammad ﷺ meddelt, af den Almægtige Gud, at han var blevet sendt som en barmhjertighed for hele menneskeheden. Fordi menneskene havde forvansket og glemt Allāhs budskaber, så tog Allāh det på Sig Selv at beskytte det budskab som blev åbenbaret til Muḥammad ﷺ. Dette var fordi den Almægtige Gud lovede ikke at sende et nyt sendebud efter ham. Det faktum at alle Allāhs sendebude har prædiket islams budskab – dvs. underkastelse til Allāhs vilje og tilbedelsen af Allāh alene – gør at Muḥammad ﷺ faktisk er islams sidste profet, ikke den første.
5. Hvad er islams lære?
Islams fundament er troen på Allāhs Enhed [3] . Dette betyder at tro at der kun er én Skaber og Opretholder af alt i universet og at intet er guddommeligt eller fortjener at blive tilbedt, undtagen Ham. At man virkelig tror på Allāhs Enhed, betyder langt mere end blot at tro, at der er “Én Gud” – i modsætning til to, tre eller fire. Der er adskillige religioner, som påstår, at de tror på “Én Gud” og at der til syvende og sidst kun er én Skaber og Opretholder af universet. Islam insisterer imidlertid ikke blot på dette, men afviser også at bruge ord som “Herre” og “Frelser” om nogen, ud over Allāh, den Almægtige Gud. Islam insisterer på at folk tilnærmer sig Allāh direkte og forbeholder al tilbedelse til Ham alene. Muslimer tror på at den Almægtige Gud er Medfølende, Kærlig og Barmhjertig.
Den væsentligste falskhed er påstanden om at Allāh ikke kan tage hånd om tilgive sine skabninger direkte. Ved at overdrive syndebyrden, og ved ligeledes at påstå at Allāh ikke kan tilgive os direkte, søger falske religioner at få folk til at opgive håbet om Guds Barmhjertighed.
Hvis først folk er blevet overbevist om, at de ikke kan tilnærme sig Allāh direkte, så kan de blive vildledt til at vende sig mod falske guder for hjælp. Disse falske “guder” kan tage forskellige former. Næsten alle mennesker, som tilbeder, anråber, eller søger hjælp fra en falsk gud, betragter den ikke som en sådan – de kalder den ikke en “gud”. De påberåber sig at tro på Én Almægtig Gud, mens de tilbeder andre ved siden af denne Gud, kun for at tilnærme sig Ham. I islam er der en klar adskillelse mellem Skaberen og det skabte. Der er ingen flertydighed i begrebet guddommelig – alt det skabte fortjener ikke at blive tilbedt, og kun Skaberen fortjener at blive tilbedt. Nogle religioner tror fejlagtigt at den Almægtige Gud (Allāh) er blevet en del af sin skabelse, og dette har ført folk til at tro at de kan tilbede noget skabt, for derved at nå deres Skaber.
Muslimer tror at Gud er Enestående ud over vor forstand, således har Han ingen “søn”, partnere eller fæller. Ifølge muslimsk tro så er den Almægtige “ikke blevet avlet og ej heller har han avlet” – hverken i bogstavelig, allegorisk, metaforisk, fysisk eller metafysisk forstand. Han er Absolut Enestående og Evig. Han kontrollerer alting og er fuldstændigt i stand til at skænke sin uendelige Nåde og tilgivelse til hvem Han vil. Det er derfor han kaldes den Almægtige og den Nådige. Den Almægtige Gud har skabt universet til mennesket og ønsker som sådan det bedste for hele menneskeheden. Muslimer ser alt i universet som tegn på den Almægtige Guds Skaberkraft og Godgørenhed. Ligeledes er troen på Allāhs (Guds) Enhed ikke blot et metafysisk koncept. Det er en dynamisk tro som påvirker ens syn på menneskeheden, samfundet og alle livets aspekter. En naturlig følge af den islamiske tro på Guds Enhed er troen på at der kun eksisterer én menneskehed og én menneskeslægt.
6. Hvad er Koranen?
Koranen (ar. al-Qurʼān) er den sidste Åbenbaring af den Almægtige Guds vilje til hele menneskeheden, som blev overbragt gennem ærkeenglen Gabriel[4], på arabisk, til Profeten Muḥammad i dens lyd, ord og betydning[5].
Koranen blev videregivet til Profetens ﷺ ledsagere (må Allāh være tilfreds med dem) og de lærte den udenad, helt ordret, og den blev offentligt og kontinuerligt reciteret af dem og deres efterfølgere helt indtil vor tid, og den læses og læres stadig af millionvis af mennesker.
Kort sagt kan man sige at Koranen er en vejledningens Bog, åbenbaret af Gud selv.
Arabisk, Koranens sprog, er stadig i høj grad et levende sprog for millioner af mennesker, så til forskel andre religioners skrifter, så læses Koranen stadig på originalsproget af utallige millioner af mennesker. Koranen selv er et levende mirakel på det arabiske sprog, og dens stil, form og åndelige gennemslagskraft er kendt for at være totalt umulige at efterligne.
Guds sidste Åbenbaring til menneskeheden, Koranen, blev åbenbaret til Profeten Muhammad over en periode på 23 år. Koranen blev, i kontrast til mange andre religiøse bøger, altid betragtet som Guds Ord af de, som troede på den, dvs. den var ikke noget som et religiøst råd havde forordnet mange år efter den blev nedskrevet. Desuden blev Koranen reciteret offentligt, foran både muslimske og ikke-muslimske samfund i Profetens levetid. Hele Koranen blev fuldstændigt nedskrevet i Profetens levetid og mange af hans ledsagere lærte hele Koranen udenad, ord for ord, ligesom den blev åbenbaret. Så i modsætning til andre religiøse skrifter var Koranen altid i hånden på de almindelige troende, den blev altid betragtet som Guds Ord og, pga. udbredt udenadslære, blev den bevaret i sin fuldstændige form.
Hvad angår Koranens lære – så er det en universal Skrift, og den er henvendt til hele menneskeheden, og ikke til en bestemt stamme eller et “udvalgt folk”. Budskabet, som Koranen kommer med, er ikke noget nyt, men det samme Budskab som alle profeterne forkyndte – underkast dig til den Almægtige Gud og tilbed Ham alene. Endvidere fokuserer Guds Åbenbaring i Koranen på at lære menneskene vigtigheden af at tro på Guds Enhed og at tilpasse og indrette deres liv efter den vejledning, som Han har åbenbaret. Desuden indeholder Koranen beretninger om de tidligere profeter, så som Abraham, Noah, Moses og Jesus[6], fred være med dem, samt mange påbud og forbud fra Gud. I moderne tid, hvor så mange mennesker sidder fast i tvivl, åndelig fortvivlelse og “politisk korrekthed”, kommer Koranens lære med løsninger på tomheden i vore liv og den tumult og forvirring som har greb i os i dag.
7. Hvordan ser muslimerne på menneskets natur, meningen med livet og Efterlivet?
I den Hellige Koran lærer Gud menneskene at de blev skabt for at tilbede Ham og at udgangspunktet for al sand tilbedelse er ihukommelse af Gud[7]. Eftersom den islamiske lære omfatter alle livets affærer og moralske anliggender, så opmuntres der til ihukommelse af Gud i alle menneskelige affærer og gøremål. Islam gør det klart, at alle menneskelige handlinger er en form for tilbedelse, hvis de gøres for Gud alene og ifølge Hans Guddommelige Lov (sharia). Således er tilbedelse i islam ikke begrænset til religiøse ritualer. Islams lære er en barmhjertighed og helende for menneskesjælen, og kvaliteter som ydmyghed, oprigtighed, tålmodighed og medmenneskelighed opmuntres kraftigt. Yderligere fordømmer islam hovmod og selvretfærdighed, da det kun tilkommer den Almægtige Gud at bedømme menneskelig retfærdighed.
Det islamiske syn på menneskets natur er ligeledes realistisk og velafbalanceret. Mennesket betragtes ikke som værende født med en arvesynd, og altså syndigt af natur, men som værende ligeligt disponeret for at udøve både godt og ondt. Islam lærer os også, at tro og handling går hånd i hånd. Gud har givet mennesket fri vilje og en menneskets tro afspejles i dets karakter og handlinger.
Imidlertid er mennesket blevet skabt svagt og falder regelmæssigt i synd. Dette er menneskets natur, som Gud skabte det med, i Sin Visdom, og det er ikke skabt som et “korrupt” væsen, eller et som behøver reparation allerede fra fødslen. Den sande balance i et islamisk liv opretholdes ved en sund gudsfrygt, samt ved at man har en stærk tro på Hans uendelige Barmhjertighed. Et liv uden frygt for Gud fører til ulydighed, hvorimod at tro at vore synder er så store at Gud umuligt vil tilgive os, kun fører til fortvivlelse.
I lyset af dette lærer islam, at “kun de vildledte opgiver håbet om deres Herres Barmhjertighed”. Yderligere indeholder Koranen, som blev åbenbaret til Profeten Muhammad, en stor mængde fakta om livet efter dette og om Dommedagen. Af den grund tror muslimer at alle mennesker i sidste ende vil blive dømt af Gud for deres tro og handlinger i deres jordiske liv. Gud vil være både Barmhjertig og Retfærdig i sin dom over menneskene og folk vil kun blive dømt for det de var i stand til. Lad det være nok at sige, at islam lærer os at livet er en prøve og at alle mennesker vil blive stillet til regnskab overfor Gud. En oprigtig tro på efterlivet er nøglen til at leve et velafbalanceret liv med moralske værdier. Uden denne tro vil livet blive set som en afslutning i sig selv, hvilket vil få folk til at blive mere selvoptagede, materialistiske og umoralske…
Fodnoter
[1] I denne tekst bruges på skift navnene Gud, den Almægtige Gud, Herren og Allāh. Alle refererer til den Ene Gud, som har fortalt os at Hans Navn er Allāh. Muslimer vil normalt kalde Ham ved navnet Allāh, men da denne tekst også henvender sig til ikke-muslimer bruges de forskellige betegnelser. Se i øvrigt: punkt 3. Hvem er Allāh?
[2] Disse profeter hedder i islam (på arabisk): Nūh, Ibrāhīm, Mūsā og ‘Īsā, da det er de navne Allāh har nævnt dem med i Koranen.
[3] Allāhs (Guds) Enhed hedder på arabisk Tawhīd.
[4] Englen Gabriel hedder i Islām (på arabisk): Jibrīl.
[5] Koranen er altså Allāhs (Guds) åbenbarede Ord, formidlet gennem englen Gabriel til Profeten Muhammad.
[6] Se fodnote [2]
[7] Altså at man husker på Gud, er bevidst om Hans Eksistens m.v.
Kilde: Muslim Answers
[Dansk oversættelse © Malikiyya.dk / Said Bak 2006]